Din Guide Til Et Bedre Indeklima

Din Guide Til Et Bedre Indeklima

Vi bruger ca 90% af vores tid indenfor og vores indeklima bliver påvirket af ting som allergener, svampesporer, partikler fra tobaksrøg, fugt, støv og os fra biler og madlavning. Det påvirker alt sammen kvaliteten af den luft vi indånder - derved også vores helbred. I dette indlæg går vi i gennem (næsten) alt der påvirker dit indeklima - negativt og positivt. Der er heldigvis en masse knapper vi selv kan skrue på. God læselyst!

__________

I løbet af dette indlæg kommer vi til at støde på partikler, skimmelsvampe, fugt, allergener, støv, røg og kemikalier. Lad os bare tage den fra en ende af, så det er let at finde rundt i.

Partikler
Vi møder partikler der er skadelige for vores helbred hvorend vi bevæger os hen. Indendørs kommer de fleste fra stearinlys, madlavning, rygning og brændeovne. Den værste synder viser sig at være stearinlys, der rent faktisk udleder flere sodpartikler end en trafikeret vej, blot ved at tænde et enkelt. Dette kan irritere vores slimhinder, næse, øjne og lunger.

Det allerbedste du kan gøre, er, at lufte godt ud flere gange om dagen, lade være med at ryge indenfor, lukke døre til opholdsområder når du laver mad og bruge emhætten (som selvfølgelig er ren).

Skimmelsvampe
Du kender det med garanti selv. Du går i sine egen tanker, boligen er ren og pæn men pludseligt får du øje på en plamage. Den sidder typisk på væggen eller i fugerne i badeværelset. Det kunne meget vel være skimmelsvamp, og det er ikke spor godt for dit indeklima. Det kan tilmed være meget svært at komme af med. Det kan tilmed vokse i jorden på dine potteplanter, på juletræet eller det kan gemme sig i selve bygningen. Her udskiller det så en masse mikroskopiske svampesporer og allergener, der kan irritere dine slimhinder, give dig hovedpine og koncentrationsbesvær og faktisk fremprovokere allergi.

Hold derfor altid et øje på din bolig, og tag hånd om problemet så snart du opdager det. Du kan heldigvis forebygge det ved, at holde din daglige temperatur over 20 grader. Hvis du stadig nyder at soveværelse er koldt om aftenen, vil det være en god idé, at holde det nogenlunde varmt i løbet af dagen og så først lufte ud og slukke for varmen, inden du skal i seng.

Fugt
Fugt kan opstå af en masse årsager. Typiske tegn på, at der er for fugtigt i hjemmet er, hvis der eksempelvis er kondens på indersiden af termoruder eller tolags-ruder, skjolder på vægge, maling der skræller af eller træmøbler der knirker. Fugt er som sådan ikke en styr synder for indeklimaet, men det giver gode levebetingelser for skimmelsvampe, hvilke vi lige blev enige om vi ikke vil have i hjemmet. Helt optimalt holdes en luftfugtighed i hjemmet på mellem 35-60%, hvilket kan være svært her i Danmark, specielt om sommeren da den naturligt er meget høj. Prøv så vidt muligt, at undgå at tørre tøj indenfor og luft ud efter madlavning, rengøring og bad.

Allergener og støv
Hunde, katte og andre kæledyr. Vi elsker dem, men gode for indeklimaet er de altså ikke. Specielt ikke hvis du har allergi. Okay, det siger sig selv, men hvorfor er det egentlig sådan. Når de er ude i haven, eller vi går tur med dem, sætter der sig en masse svampesporer, støv og pollen udefra, der ikke ligefrem gavner vores indeklima. Hvis du har allergi, er det større opgave, at slippe for alle allergener og leve i perfekt harmoni med dem. Igen er ordentlig rengøring og god udluftning flere gange dagligt dine bedste venner.

Støv kan indeholde mange forskellige elementer, som f.eks. allergener, pollen, husstøvmider og svampesporer. Det kan genere alle med følsomme luftveje og desuden kan nogle kemikalier ophobe sig i støv, hvilket kan have negativ indflydelse på helbredet. Det er desværre svært at give andre tips end jævnlig rengøring mod støv. Derfor kan det måske være en idé at holde dit hjem rengøringsvenligt, hvis det er noget du har problemer med. Glatte overflader, få tekstiler, glatte gulve osv.

Røg og kemikalier
Når en person ryger en cigaret frigøres flere tusinde kemiske stoffer ud i luften. Det er skidt for alle der sidder i sammen rum eller i nærheden. Det kommer nemlig ned i lungerne på alle. Røg fra cigaretter kan føre KOL og kræft og vi kender efterhånden alle godt historien om røg. De bedste tips er, at altid ryge udenfor og evt have en “rygejakke” som du kun har på når du ryger, så du undgår at tage unødvendigt mange røgpartikler med ind i hjemmet. Hold især røgen væk fra småbørn, da deres organer ikke er færdigudviklede og derved slet ikke er i stand til at stå imod.

Når det kommer til kemikalier, kommer de væsentligste skadelige stoffer fra byggematerialer og maling der endnu ikke er tørret færdigt. Nye tæpper og møbler, samt rengøringsmidler kan også afgasse, hvilket forringer indeklimaet. Nogle kemikalier kan endda deponeres i støv og kan irritere luftveje, øjne og næse. Igen igen er vinduet kongen og sørg nu for at få luftet godt ud. Køb evt også produkter med de rigtige mærkater for at undgå unødvendige kemikalier. Der findes også en masse husmortricks man kan benyttes sig af i stedet for diverse rengøringsmidler.

Til sidst vil vi blot nævne, at en luftrenser med et HEPA-filter faktisk kan hjælpe på alle de ovenstående ting. Den suger nemlig luften ind og filtrerer den for op mod 99,9% af alle partikler. Der er mange fordele ved dem, så vi har faktisk skrevet et helt indlæg om dem. Det er ikke så langt, men vi synes ikke at det hører til her. Du kan læse indlægget her!

____________

Tusind tak fordi du læste med helt hertil! Vi håber du kunne lide det. Har du ubesvarede spørgsmål, noget du kunne tænke dig at vi skrev et indlæg om, eller noget helt tredje, så tøv ikke med at skrive til os :)